Året der gik for Dianalund B&U Kultur

Udgivet den 26. december 2018

Del denne nyhed

Status på aktivitetsområdet ”På Banen”

I foråret 2018 fik vi samlet de sidste penge ind til aktivitetsområdet og kunne dermed sætte 2. og sidste etape af aktivitetsområdet i gang. Vi er taknemmelige for de fonde, der har valgt at støtte området, men vi er også meget taknemmelige for, hvor stor en opbakning, der var fra de erhvervsdrivende og private i Dianalund og omegn til at støtte projektet økonomisk. En stor tak herfra.

Skateparken var det første der blev lavet i 2. etape af firmaet FSR Beton. Fra første dag blev der taget godt imod banen og når vejret er til det, så er der altid nogle, der skater og kører på løbehjul. Faktisk er den så populær, så der er flere, der har efterlyst, at den bliver udvidet. Det kunne da være dejligt, men så skal der i gang i fundraisingen igen.

Træbæltet på området er blevet udtyndet af frivillige kræfter ad tre omgange, hvilket har gjort, at der er kommet luft og hele området fremstår nu som en helhed. Træbæltet er blevet stubfræset to gange og vil blive det igen til foråret, hvorefter der forhåbentlig bliver udlagt flis eller sået græs.

Efter etableringen af Skateparken gik UNO i gang med at lave fitness/crossfitness og parkour-området. I løbet af efteråret lagde mændene fra Brolagt.dk v/Henrik Oscar togspor-stier samt tre af fire terrasser. De tre terrasser er nu blevet møbleret med henholdsvis betonmøbler og playfurn-ringe, den sidste terrasse med betonmøbler kommer i starten af 2019.

Nedtagningen af pavillonerne fra Lundebo-byggeriet trak ud og det var desværre først den 1. november, at den sidste bil fra GSV kørte fra området og så var der klar til UNO kunne påbegynde arbejdet med multibanen som står færdig nu.

I midten af november blev der sat lamper op på området, og der er nu lys på både parkour-, multi- og skaterbane. Scenen er også påbegyndt og forventes at stå helt færdig i starten af det nye år.

I løbet af foråret 2019 vil området omkring multibanen blive ordentligt etableret, men indtil da må I leve med mudderet.

Sebastian Dorset og Lise Vestergaard

Sebastian og Lise gæstede den 6. februar den gamle Byrådssal i Borgerhuset med deres foredrag ”Bliv en succes på 60 minutter”.

Søren Lynge

Den 17. april gæstede Søren Lynge Dianalund, hvor han holdt foredraget ”Vaner- årsagen til dine succeser og fiaskoer”. Et foredrag hvor der ikke blev lagt fingre imellem, hvor alvoren omkring vores vaner blev fremhævet, samt hvilke konsekvenser disse kan have for vores succeser, dog med en masse humor.

Børnevenlig Sankt Hans

For 4. år i træk afholdte B&U Kultur Børnevenlig Sankt Hans i Dianalund Bypark. Formand for kultur- og fritidsudvalget, Bo Christensen, holdt båltalen og spirekoret fra Holbergskolen sang for, da der skulle synges heksemutter og sensommervisen. Sankt Hans i børnehøjde er blevet en fast tilbagevendende begivenhed med fantastisk lokal opbakning. I år var der lotteri med præmier fra butikker i Dianalund og omegn til fordel for aktivitetsområdet ”PÅ BANEN”, derudover havde SuperBrugsen sponsoreret alt det der blev solgt i boden (på nær kager) og hele dette overskud gik ligeledes til ”PÅ BANEN”.

Skater arrangement med Toolshed

Efter Skateparken var blevet etableret havde vi inviteret Toolshed og deres skatere til at lave opvisning. Omkring 200 mennesker mødte op, for at blive underholdt af Toolsheds skatere og det blev de. Der blev vist imponerende tricks fra skatere og nogle af de lokale på løbehjul viste også deres flotte tricks.

Glaskunst

Lørdag den 3. november afholdte Dianalund B&U Kultur workshop for børn og voksne i Borgerhuset. Der blev lavet en masse flot glaskunst. Måske er nogle af disse flotte glasting givet som julegaver i år.

Peter og Julius Mygind

Torsdag den 15. november havde Dianalund B&U Kultur i samarbejde med SSP Sorø inviteret Peter og Julius Mygind til Dianalund for at holde foredraget ”Far og søn deler ud – hvordan vi får skabt en god dialog med vores unge”. Multisalen var fyldt og Peter og Julius leverede et tankevækkende foredrag. Stor tak til Peter og Julius der kom ud med kort varsel.

Hvad sker der i 2019

Indvielse

I kan allerede nu sætte X i kalenderen, for lørdag den 4. maj finder den officielle indvielse af aktivitetsområdet ”PÅ BANEN” sted. Der vil ske en masse på dagen med workshops og optrædener på de forskellige aktiviteter på området. Vi kan allerede nu afsløre, at AJ Scooters kommer med deres ”Ridere”, der viser, hvordan man løber på løbehjul. Vi vil lige så snart vi kender det fulde program give jer besked.

Søren Lynge

I starten af 2019 har Holbergskolen og Dianalund B&U Kultur arrangeret, at Søren Lynge kommer og holder foredrag for eleverne i 5.-10. klasse.

Sankt Hans

Den 23. juni er der selvfølgelig igen børnevenlig Sankt Hans i Dianalund Bypark.

Følg med angående arrangementer for det nye år i nyhedsbrev fra DUR (Dianalund Udviklingsråd) på Dianalund.dk samt Dianalund B&U Kulturs Facebook side.

Dianalund B&U Kultur håber på samme gode opbakning til deres arrangementer i 2019.

Det lykkes kun, hvis vi står sammen 🙂

God jul og godt nytår til alle
Fra Dianalund B&U Kultur

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk