Fernisering på keramikrelieffet om arbejdsglæde i Keramikværkstedet på Filadelfia

Udgivet den 19. februar 2018

Del denne nyhed

Tirsdag den 20. februar kl. 10 afslører Keramikværkstedet på Filadelfia et stort keramisk værk, som skal hænge i kantinen. Der er reception med taler, sang og musik. Titlen på værket er arbejdsglæde.

Der er brugt masser af timer og tanker

Alle 15 brugere fra dagtilbuddet i Keramikværkstedet har brugt masser af timer og tanker på værket, som forestiller et livs-træ med de ting, som betyder noget for brugerne. Det er brændt i egen keramikovn.

– Det er godt for hjernen at arbejde med hænderne, når du har en hjerneskade. Det stimulerer sanserne, at man fysisk kan mærke leret og se, at man kan forme noget med hænderne, forklarer projektleder Gitte Liland, som er uddannet keramiker. Hun har sammen med holdet været i sving i tre måneder med at udtænke træets form, finde værdier og gøre dem konkrete.

Alle har svaret

Alle har svaret på, hvad de forbandt med arbejdsglæde. Thomas Dylmer bor på Egebo, et af Filadelfias botilbud, og arbejder dagligt i værkstedet.

– Jeg er glad for at komme i Keramikværkstedet. Jeg vil gerne lære noget hver dag, så jeg ikke stopper med at kunne præstere noget. Derfor har jeg lavet en ugle, som sidder i træet, fortæller Thomas Dylmer, som har epilepsi og er førtidspensionist.

– Vi kan jo alle bruge kunsten til at lære. Vi snakker om, hvad vi får ud af at være i Keramikværkstedet. Vi vender en situation, hvis vi er kede af det eller lede ved livet. Det sociale er vigtigt.

For Thomas Dylmer er arbejdsglæden symboliseret i ugen, som symbol på klogskab, og det at lære noget.

Arbejdsglæde er en fantastisk ting – det er selvfølgelig sjovere at være glad på jobbet. 10.000 kroners spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad er det?

Keramikværkstedet på Rehabiliterings- og Udviklingscenter, Filadelfia har gjort ordet helt konkret med 30 kilo ler og 10 brændinger i keramikovnen. De har arbejdet sammen – og nogle af buddene er netop fællesskab, venskab og humor.

Det er blevet så godt, at alle på Filadelfia skal have glæde af det. Så kan vi dagligt kigge på det og tænke over, hvad arbejdsglæde er for en størrelse.

 

FAKTA

Keramik-træet er 2 meter højt.

Der er brugt 30 kilo ler.

Keramikovnen har været på 1240 grader ved de 10 brændinger.

Keramikværkstedets brugere er voksne mennesker med epilepsi, hjerneskade, autisme og mennesker med store psykiske og sociale problemstillinger.