Iværksætterkurserne flytter nu til Sorø

Udgivet den 24. januar 2018

Del denne nyhed

For første gang har iværksættere i Sorø Kommune nu chancen for at komme på iværksætterkursus uden at krydse kommunegrænsen.

Det er Sorø Erhverv og Slagelse Erhvervscenter som i fællesskab udbyder kurset, og for første gang afholdes kurset i Sorø. Erhvervschef Laila B. Carlsen siger:

– Som iværksætter er det helt afgørende, at man tidligt i forløbet danner sig et overblik over, hvilke dele af virksomhedsdriften man har brug for hjælp til. Ingen kan alt, men med den rette rådgivning er man godt på vej.

Kurset er opdelt i fire moduler

Iværksætterkurset består af fire moduler, hvor man kommer rundt om emnerne forretningside, kunderelationer, markedsføring, jura, drift og organisation. Iværksætter Katrine Skovgaard, som for nylig har startet virksomheden InBetween, deltog på kurset i efteråret. Hun siger:

– Det sværeste, når man starter virksomhed er, at finde ud af, hvem man skal spørge om alt det, man ikke ved. Her giver kurset en rigtig god indføring i alt det, man skal vide. Samtidig får man en masse gode kontakter til folk, der kan rådgive én.

Værdifuldt at møde andre iværksættere

Også mødet med andre iværksættere kan være værdifuldt, fortæller Katrine Skovgaard.

– Det var fedt at kunne vende problemstillinger med de andre iværksættere. Vi var meget forskellige og samtidig i samme situation, så vi fik meget ud af at tale med hinanden. Jeg vil klart anbefale kurset til andre, som drømmer om at starte egen virksomhed. Og tag det helst så tidligt i processen som muligt.

Tid og sted for iværksætterkurset i Sorø

Iværksætterkurset starter den 20. februar kl.18.30-21.30, og strækker sig over 8 tirsdage.  Kurset holdes på det gamle rådhus (Tinghuset) på torvet i Sorø.

Nye iværksættere kan begynde her!

Vil du høre mere om iværksætterkurset, kan du starte med at tage til informationsmøde. Her kan du høre mere om iværksætterkurset, og du får også mulighed for at møde en succesrig iværksætter, som har startet sin iværksætter rejse på vores kursus. Han har prøvet alt fra at være helt ny og usikker i idéfasen til at ansætte sin første medarbejder i sin etablerede og velfungerende virksomhed, og han vil gerne dele ud af sine erfaringer.

Tid og sted for informationsmødet i Slagelse

Informationsmødet finder sted den 6. februar kl. 18.30-21.30 på Slagelse Erhvervscenter, Stationsvej 26, 1 sal. 4200 Slagelse. Tilmelding til erhvervsservice@soroe.dk. Mødet er gratis.