Mindehøjtidelighed i anledning af Danmarks befrielse

På grund af Corona var det en lille sluttet flok på 10 inklusiv presse der var mødt op til mindehøjtideligheden på en stille og solrig forårsaften.

Mindestenen ved Dianalund Station var i anledningen af 75 årsdagen for Danmarks befrielse blevet renoveret og bogstaverne var blevet malet op så man igen kunne læse hvad der står skrevet.

Historien bag mindestenen

Formand for Kultur og Fritidsudvalget i Sorø kommune Bo Christensen bød velkommen og gav ordet til Jørgen Mogensen fra lokalarkivet som holdt følgende tale:

Selvom Dianalund var en lille by med kun 900 indbyggere under 2. Verdenskrig havde vi alligevel 2 modstandsgrupper.

En gruppe var centreret omkring kæmner Erik Rasmussen, kørelærer Langkjær og handelselev Frode Stubkjær. Den gruppe lavede falske ID-kort, trykte illegale blade, skjulte frihedskæmpere og lign.

Den anden gruppe med Emil Knudsen som leder, var en såkaldt Ventegruppe. En gruppe der skulle tage kampen op mod tyskerne hvis de ikke ville overgive sig, eller hvis de allierede gik i land i Danmark, så skulle gruppen bekæmpe tyskerne bag fronten. Til det formål kastede englænderne våben ned i store mængder. Her var det på en mark mellem Dianalund og Vedde. Rigtig mange våben blev kastet ned, over 500 maskinpistoler i vort område.

Emil Knudsen var over 50 år, nygift og drev en stor elinstallatørforretning fra Stationsvej nr. 24. Han var også leder af Teknisk Skole på Danasvej

Den første gruppe blev optrævlet i januar 45 og lederne arresteret. Den sidste gruppe blev taget ved en storstilet aktion natten mellem 15. og 16. februar 1945. Det var den største aktion tyskerne lavede i Vestsjælland under hele krigen. Og de arresterede folk fra Ruds Vedby og Dianalund.

Da de kom til Emil Knudsen spurgte hans kone om ikke hun måtte tage afsked med ham i enrum. Det fik hun lov til, og hun ringede til skovfogeden, der var med i gruppen, så han undslap. Det gjorde Emil Knudsen ikke. Den 12. marts døde han af lungebetændelse i tysk fangenskab. Året efter besluttede Dianalund og kommunen, at de ville lave Dianalund Mindepark og her rejse en sten til minde om den lokale modstand, med Emil Knudsens navn på. Mindeparken og stenen blev indviet 6. maj 1946 med taler af fhv. udenrigsminister Christmas Møller, Fru Knudsen, kæmner Erik Rasmussen og præsten i Tersløse. Der var sort af mennesker på stationspladsen, bøgen var lige sprunget ud og folk sang vore fædrelandssange

Hjemmeværnet var til stede

Ordet blev herefter givet videre til Kåre Niven Christiansen fra den lokale afdeling af hjemmeværnet som i sin tale blandt andet lagde vægt på at:

“Vi skal huske vores fortid, for uden fortid har vi ingen fremtid”. “Vi i hjemmeværnet anerkender viljen og modet til friheden og håber at indsatsen der dengang blev ydet aldrig må blive forgæves.” 

Hjemmeværnet blev startet af en gruppe af danske frihedskæmpere kort efter krigens ophør. Du kan læse mere her: https://www.hjv.dk/om-os/Sider/Historie.aspx

Bo Christensen sluttede af

Det var egentlig meningen der skulle have været holdt et større arrangement med deltagere fra Kunstnergården, Lokalarkivet, Filadelfias museum, Spejderne, Ledvogterne, Livstræet, Tirsdagskoret, Kirkens børnekor, Alsidige Kvinder og menighedsrådet. Dette måtte desværre aflyses grundet den aktuelle situation med corona. Der må derfor nøjes med denne lille højtidelighed, hvor Bo i sin tale starter med at fremhæve det, at man skal mindes denne dag, for at huske på taknemmelighed for alle frihedskæmpere og allierede, der gjorde Danmark og Europa frit.

Bo Christensen fortsætter sin tale med: “Det som slår mig mest ved fortællinger fra krigens tid er, at med besættelsen så hørte den fri tale op. Man kunne ikke bevæge sig frit og mange voksne mistede deres arbejde.

Nu blev alle vejet og vurderet efter hvilke familier de kom fra, og man kan forestille sig, hvor svært det måtte være for børnene i skolen at vide, at den enes forældre var tyskervenlig og den andens forældre var dybe modstandere af værnemagten.”

Han slutter af med: “Når vi samles her i dag så æres vi dem som kæmpede for Danmark under krigen, vi samles for at vise respekt, for de handlinger som blev udført under et pres, som vi her 75 år efter, ikke kan sætte os ind i. Den tid må aldrig komme tilbage, og derfor er det vigtigt, at vi fastholder erindringer og husker hinanden på, uden de ofre som landsmænd led under krigen, uden den omhu generationer efter krigen brugte på at bygge det danske samfund op, så ville vi i dag ikke have været et velstående dansk samfund. Et demokratisk og rigt samfund, som vi er forpligtet til at bevare til kommende generationer. “ 

Kranspålæggelse

Der var herefter kranspålæggelse og kort stilhed.