Ringsted-dreng får special-kost og dermed langt færre epileptiske anfald

Udgivet den 2. juni 2017

Del denne nyhed

Marius på tre år havde tidligere mellem 4-11 epileptiske anfald om dagen. I april begyndte han på en særlig diæt, hvorefter der kun er 1-4 anfald om dagen. Før varede anfaldende 13-14 minutter, men nu er varigheden ofte helt nede på 30-40 sekunder.

Marius forældre oplever, at de har fået en dreng, som blomstrer

– Vi er meget glade. Marius har langt færre anfald, og vi oplever, at de ikke er nær så hårde. Han er nærværende i blikket og en helt anden dreng, fortæller Janne Vinding, som er mor til Marius.

– Specialkosten er alt besværet værd. Vi har haft så mange bekymringer med medicin, som ikke virker. Nu har vi en dreng, som blomstrer. Det er bare så fantastisk, siger en glad Janne Vinding.

Diæten består af mad med 60-90% fedt som energi og resten af kostens energi, er fordelt på protein og kulhydrater alt efter patientens behov. På Filadelfia har mellem 50 og 75 aktive patienter af gangen fordelt på fire forskellige diæt-typer.

– Vores erfaring viser, at jo yngre børnene er, jo bedre effekt har diæten på de epileptiske anfald. Men børnene bliver også mere vågne og opmærksomme, forklarer overlæge Birgit Jepsen fra Filadelfia.

Epilepsi og Filadelfia
Epilepsihospitalet er Danmarks eneste højt specialiserede hospital for patienter med epilepsi. Der er i danmark idag knap 50.000 med Epilepsi, hvoraf 5.000 er børn.

Diæt-teamet på Filadelfia følger hele tiden med, i den internationale udvikling og går også gerne selv i gang med nye tiltag, der kan være med til at udvikle og forbedre diætbehandlingen.

– Mange af de meget restriktive principper er lempet, hvilket har gjort, at vi er et af de første lande hvor manglende vækst ikke er en almindelig bivirkning til diæten, forklarer Birgit Jepsen.

Filadelfias diæt-team består af læger, ambulatorie-sygeplejersker, diætister og sengeafsnittets personale.