Udgivet den 13. september 2019
Del denne nyhed
Sorø Kommune er blandt landets bedste, når det gælder information og dialog med erhvervslivet. Også den kommunale sagsbehandling får topplacering.
Sorø Kommune lander i år på en 21. plads i DI’s erhvervsklimaundersøgelse og er fortsat blandt de bedste kommuner i landet til at give information og være i dialog med virksomhederne. Også den kommunale sagsbehandling er i top, her ligger Sorø Kommune på en 9. plads på landsplan.
Borgmester Gert Jørgensen siger:
– Det glæder mig, at Sorø Kommune fortsat er det bedste sted i Region Sjælland at drive virksomhed. Det kan vi godt være tilfredse med. Jeg oplever, at vi har en rigtig god dialog med vores virksomheder, og det glæder mig, at oplevelsen er gensidig. Det glæder mig også, at vi er gået frem i forhold til jobcentrets samarbejde med virksomhederne, så vi nu ligger i landets bedste tredjedel.
Man kan dog altid blive bedre, og især når det gælder brugen af private leverandører og kommunens udbudsprocesser, er der plads til forbedring.
– Det et er et område, vi har skarpt fokus på at forbedre, siger Gert Jørgensen. Vi har inden for det seneste halve år fået det dynamiske indkøbssystem op at køre, så alle virksomheder nu har mulighed for at byde på de kommunale opgaver. Det giver større gennemsigtighed og lige muligheder for alle. Vi kan se, at også flere mindre virksomheder begynder at komme med i systemet, og det er meget positivt. Så det går den rigtige vej – og det skulle det også gerne, siger borgmesteren.
Formand for DI Vestsjælland, Steen Søgaard, ønsker Sorø Kommune tillykke med den regionale topplacering.
– Stort tillykke til Sorø Kommune, som gør det utrolig flot, når kommunen igen i år er den bedst placerede kommune i målingen i Region Sjælland, siger han.